Kom til Kolding

Det er som om nogen har ringet i forvejen

På tur i naturen – nu tilsat de gode råd

Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil teste de forskellige ruter i den nye naturguide. Sommer er for mig nemlig lig med en masse udendørs aktivitet, så hvad er bedre end at tage ud i naturen og selv gennemteste de forskellige ruter fra naturguiden.

Jeg lagde hårdt ud med en god rask cykeltur over Kolding-Harte-Dybvadbro. Officielt er den 20 km, men jeg fik kørt forkert lidt forskellige steder og jeg kom derfor til at cykle 31,6 km istedet! Det var vist ikke lige helt meningen! Jeg er nok ikke den bedste kortlæser, men det kunne jo være at der var flere i mit sted, der heller ikke har gået til spejder eller fulgt ordentlig med i geografitimen, så jeg vil derfor komme med mine personlige gode råd :-)

Den officielle rute kan du se nedenstående til højre sammenlignet med den rute jeg selv tog til venstre.


Som du kan se, så tog jeg den forkerte tur rundt om Stallerup Sø. Jeg cyklede for det første for langt ad Troldhedebanestien, men hvis tiden er til det, så kan jeg klart anbefale at cykle videre lige ud. Jeg kom helt op til Ferup Sø og shelterne og turen derud var virkelig flot! Masser af lækker natur, dyr, andre cyklister, folk der holdt picnic i “vejkanten” eller Cykelsti-kanten, som man vel også kan kalde det.
Ved Ferup Sø kan du endda læse en masse omkring hele genopretningsprojektet.

Den nedlagte Troldhedebane

Da jeg cyklede tilbage for at komme ind på den oprindelige rute, tog jeg desværre den forkerte vej ad Busholmvej, hvilket gjorde, at jeg kom den anden vej rundt om søen. Derfor er det en god ide at orientere sig omkring et åløb der forbinder Stallerup Sø med Søndermose, her skal du nemlig sørge for at følge stien rundt (Jeg kørte tilbage indad mod Troldhedebanestien og cyklede parallelt med denne). Dermed vil du komme til at køre et lille stykke vej ad Busholmvej-kryds lige over Egtvedvej og Stubdrupvej-Stallerup Sø og så bare følg vejen ligeud til du kommer til Stubdrupvej igen hvor du kører indad mod Kolding, dvs mod venstre.

Ved Harte skal man også være lidt opmærksom for her kørte jeg forkert igen igen. Du kommer kørende fra Stubdrupvej og drejer til venstre af Hartevej og så er det her du skal tage de gode briller på. Du skal nemlig finde en lille sti som ligger en lille smule op af Esbjergvej. Du kan også bare være visuel og gå efter nedenstående billede.

Det er en rigtig hyggelig sti, men den er lidt gemt af vejen. Derefter er det nemt at følge resten af ruten – jeg kørte ihvertfald ikke forkert flere steder :-) Jeg lavede dog en lille ændring af ruten, da jeg selv bor inde i midtbyen og bare gerne ville hjem. Den oprindelige rute siger at man kan cykle langs ådalen, men jeg tog turen langs parcelhusene istedet, da den var lidt kortere :-)

Det skal dog siges at selvom jeg kørte lidt forkert og fik en anden rute end oprindeligt, så var det en rigtig god cykeltur. Solen skinnede, der var masser af vand i cykelkurven, fuglekvidder og flot natur. Jeg glæder mig allerede til at tage min kæreste med ud for at teste en ny rute, for han var faktisk lidt jalous, da jeg kom hjem og fortalte om min gode, spændende men også lange cykeltur rundt i Kolding.

Rebæk strand i Kolding

Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,

Lørdag aften. Duften fra den varme grill på den nyanlagte terrasse, hang stadig i luften. Det var ved at blive sent, men vejret viste sig fra sin luneste side, og lokkede os til at fylde cykelkurve og bagagebægere med tæpper, drikkevarer og godt humør. I et dovent tempo, trodsede vi den insektfyldte luft og trillede mod den syd-østlige del af Kolding som jeg ynder at kalde for Little Miami. I folkemunde: Rebæk strand.

Vi ankom mere eller mindre uskadt til stranden. To ud af tre med små sorte insekter i øjnene som en personlig reminder om, hvorfor biler har forruder og hvorfor cyklister bør bære briller.

Sandaler blev hurtigt erstattet med millioner af sandkort, som solen hele dagen igennem havde opvarmet til stor glæde for os og resten af aftenens strandgæster, for vi var selvfølgelig ikke de eneste der var blevet lokket til aftenstrandhygge. Langs kysten sad større og mindre grupper og nød stemningen: kærestepar, pinlige teenagere som havde set for meget X Faktor og en hel indvandrerfamilie.

Vi slentrede langs vandkanten og sonderede terrænet efter den perfekte og uopdagede plet… “Her skal vi være!” lød det nærmest i kor, og vi lod bagagen dumpe ned i sandet. Brændejagten satte ind, og jeg forsvandt ind i buskadset, for allerede at dukke op igen 5 minutter senere med favnen fuld af store og tørre grene. Ved hjælp af en kampesten, fik jeg knækket de tykke grene til mere bålvenlige størrelser, og kort efter sprang den første gnist fra tændstikken. Klokken var 22:00 og strandhyggen blussede op og kastede sporadiske gnister op mod den mørkeblå himmel. Vandet var blikstille og spejlede på smukkeste vis de mange lys fra den modsatte side af bugten, samt lysene fra højhusenes majestætiske kolonner.

Som en kærtegnende hånd fra en person man holder af, begyndte tonerne af reggae at strømme ud af en medbragt højttaler. Definitionen af prikken over i’et.

Mørket faldt på og bålene langs stranden blev tydeligere. Af og til lagde jeg flere grene på ilden, og vi mærkede hvordan temperaturen steg. Urinstinkterne blev vækket og bålet fik vores fulde opmærksomhed. Trancen blev kun brudt af tådypning i vandkanten, til gene for de mange krabber der havde set deres snit til at jage fisk om natten. Vi forsvandt op til bålet igen, da de små skaldyr (som en venlig hentydning) begyndte at klemme lidt i vores tæer.

Den gode stemning opslugte tiden, og flammerne slubrede umætteligt træet i sig. Pludselig var det langt over midnat, og bålet bålet var (udover et par grene) formindsket til gløder. Med lidt snilde fik jeg fat på grenene, som jeg lagde på naboernes bål: “More fuel for you fire” sagde jeg med et smil på læben, som blev gengældt med en invitation til deres bål. “Thanks but we’re heading home. Have a nice night”. Vi pakkede cyklerne og svævede hjem — høje på natteluften og en smuk oplevelse rigere.

Skal du med ud i sommerlandet?

Tags: , , , , , ,

Naturen i og omkring Kolding rummer masser af gode oplevelser i alle former og størrelser.

Er man til en lille hygge gåtur med den man holder af, så er kærlighedssten helt perfekt. Den løber langs slotssøens bred og personligt synes jeg, at turen er bedst med min mand i den ene hånd og en is i den anden:-) Man kan selvfølglig også slå et smut forbi Koldighus og lærer lidt om Koldings historie eller forsætte gennem Koldings gader og shoppe lidt:-)

Kærlighedsstien med Koldinghus i baggrunden

Hvis man gerne vil have lidt større fysisk udfordring så er en gåtur på Skamling at anbefale. Man kan starte turen med at kaste et blik på de mange mindesmærker og fra toppen går turen forbi klokkestablen,  videre gennem skoven og ender ved kysten hvor man kan dyppe sine trætte varme fødder i vandet og nyde udsigten over lillebælt:-) Og hvis man er blevet sulten af sine anstrengelser ligger der en restaurant på toppen når man kommer tilbage:-)

Skamlingsbanken

Er man den helt store motionist så kan en cykletur rundt om Hejlsminde anbefales. Naturen her er fantastisk og ruten byder på både bakker, åbne marker og kyststrækning. Turen starter ved slusen i Hejlsminde og fører en gennem sommerhusområder over Vargårde, igennem ”lille” Esbjerg og Hejls by, over Kær Mølle for at ende tilbage ved slusen igen. En god tur med masser af muligheder for afstikkere, som f.eks. pluk selv jordbær på kobberstedvej hvis man skulle være blevet lækker sulten:-) 

Hejlsminde

Så hvis du sidder en solskinsdag og ikke ved hvad du skal give dig til, så er det bare med at komme ud i det danske sommerland og nyde naturen og hvis du mangler inspiration så kom forbi Visit Kolding eller Visit Christiansfeld og hent ”Naturruter i Kolding”, hvor der er forslag til rigtig mange gode vandre, gå og cykleruter.

Så skal du med ud i sommerlandet?

1 døgn i Kolding

Tags: , , , , , , , , , ,

Linda Tolstrup var en tur i Kolding og sendte os følgende mail:

En rigtig god kammerat syntes, at jeg skulle opleve Kolding, så fredag den 25.09. kørte min kæreste og jeg til Kolding.
Vi kom til Kolding kl. 14.00, hvor vi tjekkede ind på Hotel Comwell. Vi fik et fint standard dobbeltværelse med et dejligt badeværelse, et tv fyldt med diverse kanaler samt et større udvalg af film, vi kunne betale os fra at se. På værelset var der selvfølgelig en lille minibar, men der var også en el-keddel samt et udvalg af varme drikke – men da vejret denne fredag var super flot, valgte vi dog at gå en tur ind til byen frem for at slænge os på sengen og se film.
På vores vej ned mod byen gik vi igennem et dejligt grønt område med masser af faciliteter for børn, bl.a. vandcykler, som med garanti er et stort hit i sommermånederne.
Herefter fortsatte vi vores tur ned mod byen, hvor vi gjorde vores første stop på Café Lucca. Her nød vi en dejlig frokost udenfor i det flotte solskinsvejr. På den anden side af cafeen ligger der en meget lækker forretning fyldt med ”designer-guf” til hjemmet, som jeg selvfølgelig lokkede kæresten med over i.
Herefter gik vi på Kærlighedsstien (selvfølgelig hånd i hånd ) langs Slotssøen og op til Koldinghus.
Koldinghus er et smukt slot og ligger i meget smukke omgivelser, så museet er absolut et besøg værd. Da vi havde været en tur rundt på slottet, ville vi slutte af på slotscafeen, men da det var blevet sidst på eftermiddagen, havde den desværre lukket, og vi må have dette besøg til gode.
Herefter gik vores gåtur gennem Kolding midtby, som vi desværre synes bærer præg af, at byen har Kolding Storcenter. Mange forretningslokaler står tomme, og der var ikke meget liv i gaderne, trods det at det var en fredag eftermiddag. Klokken var efterhånden ved at blive mange, og vi vendte snuden tilbage mod hotellet, hvor vi skulle spise om aftenen.
Vi fik en meget lækker 3 retters menu på hotellets a la carte restaurant, hvor betjeningen var rigtig god og venlig, så godt mætte gik vi tilbage til vores hotelværelse.
Næste morgen indtog vi en morgenbuffet, som havde alt hvad hjertet kunne begære. Desværre havde vi sovet så længe, at vi ikke kunne nå en svømmetur i hotellets swimmingpool, så vi pakkede vores ting, tjekkede ud og kørte en tur ud til Kolding Storcenter. Her var der masser af liv og et hav af forretninger.
Efter et rigtig hyggeligt døgn i Kolding kørte vi igen hjem til Århus.
- Stor tak til min gode ven Jacob, som sørgede for, at min kæreste og jeg fik set Kolding.

Byen der har alt

Tags: , , , , , , , , , ,

Kolding er en dejlig by, men hvorfor egentlig??  Det er der sikkert mange meninger omkring men for mig er det helt klart beliggenheden og mulighederne.

Kolding har lidt af det hele (som du også vil se, hvis du kigger rundt på denne side).  Som borger og besøgende er der rig mulighed for hurtigt og nemt at nå ud til det meste af Danmark på få timer. Tog og motorvejs forbindelser kunne ikke være mere optimale og det gør byen til en perfekt base for beboerne men helt klart også for turister når det gælder oplevelser, attraktioner og seværdigheder. Det findes så mange tilbud i Kolding og omegn og hvis disse ikke kan tilfredsstille eventyrlysten, ja så ligger Kolding som smørklatten i den varme grød, det bliver ikke mere centralt! 

Kolding er helt klart et besøg værd lige meget om du bor her eller aldrig har været her før.  For mig er det gadelivet, butikkerne, de forskellige cafëer, oplevelserne, de mange gratis arrangementer, som der findes året rundt, slotssøen som er en dejlig oase midt i byen, de utallige natur oplevelser der ligger ganske få km væk, strand, skov og fjord og der findes intet bedre end en shoppetur med tøserne i Kolding storcenter på en kold regnvejrsdag.

Alt dette er grunden til at jeg elsker at bo i Kolding og konstant bliver overrasket over de mange tilbud og muligheder som byen byder på.

Hvis der er noger Kolding IKKE er, så er det kedelig!

Lidt Kolding Magi:-)

© 2009 Kom til Kolding. All Rights Reserved.

This blog is powered by Wordpress and Magatheme by Bryan Helmig.