Det kan ofte være svært at se skoven for bare træer. Sådan lyder et ordsprog, og der er noget om snakken, når snakken handler om Legeparken i Kolding. Den fortjener efter min mening langt større opmærksomhed, end det er tilfældet i dag.
Legeparken har efterhånden en del år på bagen og burde derfor være kendt af mange på lige fod med Madsby Park i Fredericia. Sådan er det imidlertid/desværre ikke. Måske fordi vi i Kolding ikke er gode nok til at reklamere for den skønne plet midt i byen. Jeg skal her undlade at komme ind på, hvem der bærer skylden for det, men en kendsgerning er det i hvert fald, at Legeparken er et hit for mange. Fremover bør den blive det for mange flere.
Jeg har netop lagt vejen forbi Legeparken for at se standarden, og den er i store træk OK. Måske mangler der lidt maling hist og her, og minigolfbanen kunne også godt trænke til en kærlig hånd. Men i det store hele fremstår parken indbydende. Lad os derfor bruge den. Lad os reklamere for den. Den er ikke alene et hit – den er en perle midt i Kolding.
Skal jeg komme med et ønske for en ny aktivitet i Legeparken, må det være en lille scene, hvor der kan foregå forskellige former for underholdning for såvel små som store. Det forslag vil jeg sende til de personer, som har indflydelse – også økonomisk – på parken.
Venlig hilsen.
Geert Madsen
Nye kommentarer