Lørdag aften. Duften fra den varme grill på den nyanlagte terrasse, hang stadig i luften. Det var ved at blive sent, men vejret viste sig fra sin luneste side, og lokkede os til at fylde cykelkurve og bagagebægere med tæpper, drikkevarer og godt humør. I et dovent tempo, trodsede vi den insektfyldte luft og trillede mod den syd-østlige del af Kolding som jeg ynder at kalde for Little Miami. I folkemunde: Rebæk strand.

Vi ankom mere eller mindre uskadt til stranden. To ud af tre med små sorte insekter i øjnene som en personlig reminder om, hvorfor biler har forruder og hvorfor cyklister bør bære briller.

Sandaler blev hurtigt erstattet med millioner af sandkort, som solen hele dagen igennem havde opvarmet til stor glæde for os og resten af aftenens strandgæster, for vi var selvfølgelig ikke de eneste der var blevet lokket til aftenstrandhygge. Langs kysten sad større og mindre grupper og nød stemningen: kærestepar, pinlige teenagere som havde set for meget X Faktor og en hel indvandrerfamilie.

Vi slentrede langs vandkanten og sonderede terrænet efter den perfekte og uopdagede plet… “Her skal vi være!” lød det nærmest i kor, og vi lod bagagen dumpe ned i sandet. Brændejagten satte ind, og jeg forsvandt ind i buskadset, for allerede at dukke op igen 5 minutter senere med favnen fuld af store og tørre grene. Ved hjælp af en kampesten, fik jeg knækket de tykke grene til mere bålvenlige størrelser, og kort efter sprang den første gnist fra tændstikken. Klokken var 22:00 og strandhyggen blussede op og kastede sporadiske gnister op mod den mørkeblå himmel. Vandet var blikstille og spejlede på smukkeste vis de mange lys fra den modsatte side af bugten, samt lysene fra højhusenes majestætiske kolonner.

Som en kærtegnende hånd fra en person man holder af, begyndte tonerne af reggae at strømme ud af en medbragt højttaler. Definitionen af prikken over i’et.

Mørket faldt på og bålene langs stranden blev tydeligere. Af og til lagde jeg flere grene på ilden, og vi mærkede hvordan temperaturen steg. Urinstinkterne blev vækket og bålet fik vores fulde opmærksomhed. Trancen blev kun brudt af tådypning i vandkanten, til gene for de mange krabber der havde set deres snit til at jage fisk om natten. Vi forsvandt op til bålet igen, da de små skaldyr (som en venlig hentydning) begyndte at klemme lidt i vores tæer.

Den gode stemning opslugte tiden, og flammerne slubrede umætteligt træet i sig. Pludselig var det langt over midnat, og bålet bålet var (udover et par grene) formindsket til gløder. Med lidt snilde fik jeg fat på grenene, som jeg lagde på naboernes bål: “More fuel for you fire” sagde jeg med et smil på læben, som blev gengældt med en invitation til deres bål. “Thanks but we’re heading home. Have a nice night”. Vi pakkede cyklerne og svævede hjem — høje på natteluften og en smuk oplevelse rigere.

Hvis du er befærdet i Koldings gader og stræder, har du helt sikkert også hørt folk nævne gadenavnet “Låsbygade”. Spørgsmålet er blot, om den første del “lås” udtales “lås” (som i hængelås) eller “lås” (som i det farlige kattedyr los). Som sproginteresseret føler jeg, at det er min pligt at bringe dette potentielt varme emne op her på bloggen.

Som tilflytter til byen, sværger jeg mest til låsen, og jeg har på fornemmelsen at indfødte Koldinggensere hellere vil have lossen. Det er her jeg meget gerne vil have din kommentar på banen. Er du mest til låsen eller lossen? — og er du tilflytter eller indfødt? Kom frisk. Lad os få kastet lidt mere lys på Låsbygade, og forhåbentlig derved komme nærmere en afklaring af, hvilken udtale der er korrekt.

Umiddelbart ikke det mest sindsoprivende emne tænker du sikkert. Men hvorfor så overhovedet bringe det på banen? Jo ser du, her i Kolding har vi (som i så mange andre byer) et utal af lyskryds. Og ikke nok med det, så findes der ikke TO lyskryds der er ens. Faktisk er der lyskryds for ethvert temperament, og her vil jeg gerne benytte lejligheden til at komme med nogle få eksempler, som tilsammen illustrerer den fantastiske mangfoldighed der rent faktisk hersker på dette område.

Der findes lyskryds, hvor man skal vente i evigheder på, at den røde mand bliver grøn (til den tålmodige). Der findes lyskryds, som skifter som vinden den blæser (til den stressede). Og så er der det lyskryds, som på magisk vis ALTID bliver grønt når man nærmer sig. Som om der eksisterer en art telepati, menneske og lyskryds imellem (til den overtroiske). Ja og så findes der sågar lyskryds helt uden lys i (men de er vist bare gået i stykker).

Og… så findes der et ganske specielt lyskryds lige i hjertet af Kolding, som jeg ynder at kalde for “halvøen”. Det ligger lige ved det gamle bibliotek, du ved, der hvor Mungo Park nu har slået sig ned. Mangen gang er jeg spankuleret fra banegården op forbi Netto og hen til dette lyskryds. Her står jeg så for foden af de hvide striber og betragter halvøen i al dens pragt. Lyset bliver grønt, og jeg tager det første skridt ud over fodgængerovergangen, velvidende at jeg skal sætte farten betydeligt op, for at kunne nå at krydse helt… Men jeg tager det stille og roligt, for ventetiden på halvøen er faktisk ganske behagelig. Her er der plads til at stoppe op og tænke over, hvilke af gågadens fristelser man ikke skal falde for. Derudover kan man passende kaste et blik på sin huskeseddel, sende en besked til en man holder af eller bare stå og nyde byens summen. Lyset bliver grønt igen, og jeg tager den sidste etape af overgangen. Nu er jeg klar til gågaden…

Jeg er nysgerrig. Kender du til “halvøen” og hvilke tanker har du gjort dig imens du har stået der? Eller er du typen, der med fråde om munden og en puls på 210, desperat forsøger at krydse helt? Lad høre.

Hilsen den glade fodgænger

Der gik rygter om at Slotssøen var åben for glade skøjteløbere, så jeg besluttede mig for at se nærmere på herlighederne (kan man foretage sig noget sjovere på en søndag spørger jeg bare!). Skøjterne på ryggen og ud i kulden. Jeg tog vejen op forbi Koldinghus for at få mig et overblik over hele søen. Det viste sig at være den højre del ved biblioteket der var åben, og der var allerede en del folk på isen — store som små, kunstskøjter såvel som hockeyskøjter. Sneen dalede let ned fra den vinterlige himmel da jeg smækkede røven i sneen og baksede mine sorte kunstskøjter på fødderne. De er noget stramme i det, så jeg overvejer at gå et nr. op. Det tror jeg også mine hæle bliver glade for, men mere om det senere!

Fuld af forventning til isens beskaffenhed, hoppede jeg ud med skøjterne under fødderne. Den var god… Rigtig god faktisk. Isen på Slotssøen er klart bedre end den ved Legeparken eller Marienlund skoven, så jeg var en glad dreng Der var nogle ret gode løbere som jeg forsøgte at aflure nogle teknikker fra, bl.a. deres måde at løbe baglæns på. Der var en familiefar med kunstskøjter, som var utrolig god til netop dette, og jeg kunne ikke fjerne blikket fra hans skøjter, hver gang han skiftede til baglæns løb. Han kunne fornemme at jeg forsøgte at kopiere hans bevægelser, så efter noget tid kom han hen til mig og gav mig nogle uvurdérlige tips. Han hed Henrik, og jeg takkede ham mange gange for hjælpen. Kort efter tog jeg de første spæde skridt, der senere skulle vise sig at blive til et ganske hæderligt baglæns løb. Jeg kunne slet ikke stoppe igen! Jeg havde længe gået og skulet misundeligt til dem der mestrede denne elegante og graciøse måde at løbe på, og nu var jeg pludselig selv i stand til det… Det elegante og graciøse skal jeg dog arbejde lidt mere på, men grundteknikken er ved at være på plads!

2 ½ time blev det til på isen denne søndag… Det er lige før jeg har lyst til at finde min lommelygte og tage ned og skøjte nu her i aften, men det ville da være lidt for skørt, hva? Efter de glatte udskejelser, var mine hæle ømmere end de nogensinde har været. Som sagt er mine skøjter ikke just det perfekte match for mine fødder, men det tror jeg at jeg venter med at gøre noget ved til næste vinter. Det skal sgu nok gå (eller glide, hehe).

Her kommer lige en hurtig update fra min verden, som på en måde har relevans for bloggen her (rent titelmæssigt i hvert fald, hehe).

Min kæreste kommer snart til Kolding for at studere industrielt design på Designskolen! Hun var så heldig at komme ind, på trods af de mange afslag der generelt har været landet over (tak til de højere magter!). Jeg er lykkelig, for det betyder at vi nu endelig bor i samme by, fremfor at skulle rejse helt til Århus og vice versa for at se hinanden. Kolding får en dejlig ny studerende til september, og jeg er overbevist om at hun skal nok sætte sit præg på byen